Under overfladen

Mennesket i SIF

Alle medarbejdere i SIF Gruppen er både glade for og stolte af at være en del af SIF familien, som vi ynder at kalde vores fantastiske virksomhed. SIF Gruppen er det sted som flere af os uden tøven betegner som vores andet hjem. Vores arbejdsplads er ikke blot et sted hvor vi udfører vores arbejde, men i særdeleshed også en god og tryg base hvor vi hjælper og støtter hinanden både fagligt og personligt.

Den faglige og personlige udvikling

I SIF Gruppen har vi rigtig stor fokus på at udvikle og udfordre vores medarbejdere både fagligt og personligt. Derfor tager ledergruppen og det administrative personale bl.a. hvert år på strategiweekend. Her arbejdes der med forskellige strategiske, organisatoriske og udviklingsmæssige planer. Vi har f.eks. benyttet strategiweekenden til at implementere vision og værdier hos det administrative personale på en spændende og udbytterig måde. Ligeledes har vi arbejdet meget med Meyer Briggs Type Indicator (MBTI) som er en personlighedstest som i dybden beskriver hver enkelt medarbejders personlige styrker og svagheder. Dette værktøj har bidraget til en enorm forståelse for både os selv og hinanden og vi er dermed i stand til at sammensætte de bedst mulige teams for optimale løsningsmodeller både internt i virksomheden, men også i det arbejde vi udføre for vores kunder.

Generelt føler vi at der tages god hånd om os som medarbejdere og vi tør være ærlige og have drømme, for vi ved at der er nogen der lytter.

Velvære

Vi har i SIF Gruppen, med fokus på medarbejdernes sundhed og velvære, en lækker og velassorteret frugtordning som vi nyder rigtig meget. Vi er dog ikke mere hellige end at vi også er rigtig gode til det der med kager, og ingen går i vejen for en god anledning til at give kage.

Der er naturligvis mange medvirkende årsager til at vi som medarbejdere trives og har det godt, men en af de væsentlige årsager er bl.a. at SIF Gruppen har en meget flad organisation, åbent kontormiljø, generelt åbne døre overalt, plads til alle og en behagelig og uformel omgangstone. Og så har vi naturligvis nogle fantastiske humørspredere iblandt os. Faktisk er her så rart at være at man slet ikke vil væk igen – og det har vi dejligt mange beviser på. Vi består af en god portion garvede SIF’ere blandet med en flok nyere ”familiemedlemmer”, men harmonien er iøjnefaldende og der er bundet stærke bånd på tværs af både anciennitet, alders- og faggrupper.

Det sociale

I SIF Gruppen har vi rigtig mange sociale arrangementer for både medarbejdere og deres familier. Vi afholder årligt fastelavn, sommer skovtur, julefrokost og indtil flere afdelingsarrangementer. Derudover deltager vi altid i DHL stafetten og har også mulighed for at stille firmahold inden for både fodbold, håndbold og badminton. Lærlingene har desuden også deres egne arrangementer.

Vi elsker hygge, god mad, god vin og socialt samvær. 

”Vores arbejdsplads er ikke blot et sted hvor vi udfører vores arbejde, men i særdeleshed også en god og tryg base hvor vi hjælper og støtter hinanden både fagligt og personligt.”

Anette Lok Pless, HR og Regnskabsassistent

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk