11.1.2013

Har du problemer med dit TV signal?

800MHz-frekvensbåndet anvendes fra januar 2013 til mobilt bredbånd (4G), og der er derfor en risiko for at du som TV-seer kan opleve, at din TV-modtagelse bliver forstyrret. Få information om hvad forstyrrelserne kan skyldes, og få samtidig nogle gode råd, til hvad du kan gøre for at afhjælpe problemet.


Hvorfor kan der opstå problemer?

Grundlæggende kan der opstå problemer, fordi der kommer uønskede signaler ind i TV-modtageren. De uønskede signaler forstyrrer TV-modtagelsen, så billedet fryser eller TV-modtagelsen helt blokeres.

Omfanget af eventuelle forstyrrelser afhænger af, hvordan du modtager TV. Der er altså forskel på, om du modtager TV via antenne eller via kabel TV eller fællesantenne.

Løsningen på eventuelle problemer afhænger i høj grad af, hvordan lige netop din TV- eller antenneinstallation ser ud.
 

Mulige forstyrrelser ved tagantenne og stueantenne

Hvorfor kan jeg slet ikke modtage nogle kanaler?

800 MHz-frekvensbåndet har før været brugt til TV formål. De fleste TV-apparater er derfor indrettet til at modtage TV-signaler i det frekvensbånd, som fra 2013 skal anvendes til mobilt bredbånd.

Tuneren i TV-apparatet, som afkoder TV-signalerne, og omsætter dem til TV-billeder, kan ikke forstå mobilsignalet, der også kommer ind i TV-apparatet. Det gør at TV-billedet kan fryse eller helt forsvinder. I så fald kan du risikere ikke at kunne se nogen programmer overhovedet.
 

Det er kun nogle af kanalerne jeg har problemer med

Forstyrrelserne kan også skyldes, at mobilsignalet ligger meget tæt på det TV-signal, du modtager via din antenne. I så fald går mobilsignalet ind og påvirker modtagelsen af TV-signalet, så TV-billedet fryser eller pixelerer, lyden falder ud, eller TV-programmet slet ikke kan modtages.

Det er vigtigt, at den antenne, du bruger til at modtage TV, peger mod den TV sender, der sender det bedste TV-signal.
 

Mulige forstyrrelser ved kabel TV og fællesantenne

I kabel TV og fællesantenneanlæg sendes TV –signalerne via kabel og lysleder. Der er her tale om lukkede systemer, som ikke påvirkes af fremmede signaler i luften. Heller ikke selvom de ligger på samme kanal eller frekvens.

Du vil dog alligevel kunne opleve tilsvarende forstyrrelser med Kabel TV eller fællesantenneanlæg, idet der kan være fejl på anlægget. Kabel TV og fællesantenneanlæg afsluttes normalt i en tilslutningsdåse i din bolig. Efter tilslutningsdåsen eller afleveringspunktet sker den videre fordeling af TV-signalerne via din egen husinstallation.

Det er dig selv der har ansvaret for, at den del af installationen er udført korrekt. Oplever du problemer med dit TV-signal, selvom du har kabel TV eller fællesantenne, kan det skyldes at din egen husinstallation er blevet udvidet i takt med at du har fået flere TV-apparater i dit hjem.

Forstyrrelserne kan også skyldes at din installation består af komponenter, som ikke er tidssvarende. Eksempler på ikke tidssvarende komponenter kan være stik, fordelere og husforstærkere, som blot har plastik som eneste skærm mod fremmede signaler i luften.
 

Hvordan kan jeg vide om jeg får problemer med mit TV-signal?

Det er endnu ikke muligt at give et enkelt svar på, hvordan du helt undgår forstyrrelser af TV-modtagelsen efter 1. januar 2013. Som nævnt er der flere forskellige årsager til at du kan opleve forstyrrelser af TV-modtagelsen. Risikoen afhænger af hvor du bor, om du har egen antenne, om du er med i en antenneforening, hvordan dine specifikke modtagerforhold er, og hvordan dit modtager udstyr er.

Det kan derfor være svært at komme problemerne i forkøbet, da du ikke kan være sikker på om du overhovedet får nogle af disse problemer.
 

Hvad kan jeg selv gøre hvis jeg oplever problemer med mit TV-signal?

Omplacere smartphone eller ”bredbåndsdongle”

De mobilsignaler, som kan være årsagen til forstyrrelser, kommer enten fra en mobilantenne (en basisstation), som et mobilselskab har sat op i dit nabolag, eller fra en mobilterminal (en smartphone eller en ”bredbåndsdongle”), der er placeret for tæt på dit TV-udstyr.

Hvis det forstyrrende mobilsignal kommer fra en smartphone eller en ”bredbåndsdongle”, skal du blot flytte eller slukke det forstyrrende udstyr – så skulle TV-billedet komme igen.
 

Fjerne en eventuel antenneforstærker

Har du i forbindelse med etablering af flere TV-apparater i dit hjem, eller i forbindelse med modtagelsen af det tidligere analoge TV-signal, fået installeret en antenneforstærker, kan det være den der forstyrrer dit TV-signal. Du kan med fordel prøve at fjerne forstærkeren.

Det lyder måske lidt kryptisk, at en enhed, der er beregnet til at forstærke dit TV-signal, ender med at være den der forringer det. Problemet er at en antenneforstærker har et maksimalt output, den kan levere. Hvis den får et kraftigt signal ind som bliver forstærket yderligere, så kan forstærkeren gå i mætning, og alle andre signaler bliver ødelagt.

Hvad gør jeg hvis det ikke virker?
Hvis du er i tvivl om hvad du kan eller bør gøre, hjælper vi dig gerne med en gennemgang af din antenne installation.
 

Vi kan undersøge:

  • Om din TV-antenne peger mod den bedste TV-sender
  • Om det vil være en fordel at indsætte et filter ved antennen, som kan bortfiltrere det forstyrrende mobilsignal.
  • Om din husinstallation består af tidssvarende komponenter, og sørge for at kabler, stik, fordelere og husforstærkere er HF-tætte. Selv en enkelt dårlig komponent i husinstallationen kan ødelægge signalerne til flere TV-apparater.

Se folderen her

Ring til SIF Gruppen og spørg efter Pia hvis du får brug for hjælp på 39 750 750

Pia Thenning

Funktionsleder

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger