4.11.2014

Falkonergårdens Gymnasium får ny arkitektonisk tilbygning

SIF Gruppen er i samarbejde med Einar Kornerup A/S ved at lave en ny tilbygning på Falkonergårdens Gymnasium. Den smukke arkitektoniske bygning forventes at stå færdig i november måned, hvor den skal anvendes som skolens nye idræts- og forsamlingshal.

Falkonergårdens Gymnasium får ny arkitektonisk tilbygning

Kvadratmetrene er blevet for få

Falkonergårdens Gymnasium har længe manglet plads til deres ca. 850 elever og 95 lærer og er derfor nu i gang med at udvide. Skolen har i mange år været et af de mest søgte gymnasier og kvadratmeterne, som blev givet i 1955, hvor arkitekt Thomas Havning stod bag tegnebrættet, er ikke længere nok. Efter en konkurrence i 2010, hvor arkitekter kunne komme med bud på en ny tilbygning samt seks klasselokaler i høj arkitektonisk kvalitet, blev byggeriet sendt i udbud til fem entreprenører, heriblandt Einar Kornerup A/S, som vandt hovedentreprisen. Einar Kornerup indgik blandt andet samarbejde med SIF Gruppen A/S om at løse opgaven og vi er nu i gang med at udføre alt installationsarbejde i den nye multihal. SIF Gruppen og Einar Kornerup har gode erfaringer med at arbejde sammen fra tidligere byggeprojekter.
 

Høj hat i træ

Byggeriet på Frederiksberg har været i gang siden slutningen af 2013 og forventes at være færdigt i slutningen af november i år. Siden marts, har vi været i gang med at lave almindelige elinstallationer, belysning samt brandsikring i den nye hal. Det er en speciel og imponerende bygning, som har arkitektonisk form som en høj hat. Den er beklædt med træ både udvendigt og indvendigt og vi har derfor bygget alle detektorer, følere, m.m. ind i træfacaderne. Projektleder Bartek Falkenberg Haus fra Einar Kornerup udtaler ”SIF har tacklet opgavens kompleksitet med stort engagement og kompetence. Bygningens udformning har sat store krav til alle faggruppers villighed til samarbejde og kreativitet, hvilket SIF har været gode til både i projekterings- og produktionsfasen”.

Hallen er tilpasset skolens eksisterende gamle murstensbygninger og med dens funktionalistiske og minimalistiske stil, skaber den en smuk forening mellem nyt og gammelt. Hallen er ca. 1100 m2 stor og kan rumme op til 1040 siddende personer.
 

Spændende og udfordrende projekt

Det har været et spændende projekt at være med til. Det har stillet store krav til alle parter og specielt logistikken på byggepladsen. Projektleder, René Blomberg fra SIF Gruppen udtaler: ”Projektet er i den specielle ende af de byggerier vi laver, og stiller derfor udfordringer til alle på sagen. Vi har i store dele af installationen måtte tænke os godt om for at finde den bedste løsning til bygningen. F.eks. har vi på et byggemøde aftalt, at lave et kæmpe stort fællesstillads som alle kan bruge, da der ikke var mulighed for at få lifte ind eller udføre arbejdet over loft i 12 meters højde, da arbejdstilsynet ikke tillader det”.

Efter et år i byggeriets tegn kan Falkonergårdens Gymnasium snart tage deres nye faciliteter i brug til glæde for både elever og lærer.

René D. Blomberg

Projektleder

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger