9.2.2017

SIF Gruppen har succes med uddannelse af kontorelever

I SIF Gruppen er vi bevidste om vores sociale ansvar og vi ligger derfor stor vægt på bl.a. uddannelse af unge mennesker. Vi har i den forbindelse altid et stort antal lærlinge under uddannelse og som noget nyt, er vi inden for de seneste par år ligeledes begyndt at uddanne kontorelever.


God investering

Vores første kontorelev, Kristina, startede sin 2-årige allround kontoruddannelse i 2015. Hun skal hele vejen rundt i organisationen, lige fra bogholderi, salg og marketing til generel administration. Selvom det kræver nogle ressourcer at have kontorelever, specielt i starten, har det været en god investering for SIF Gruppen. Lone Bech, som er ansvarlig for vores kontorelever udtaler: ”Det er gået over al forventning. Der har været positive tilbagemeldinger fra eleverne og hele organisationen. De ekstra hænder i hverdagen er blevet uundværlige, så det har bestemt været en succes.”

I SIF Gruppen har vi netop budt velkommen til en elev mere, som skal igennem det samme uddannelsesforløb som Kristina. Målet er hele tiden at have to elever på kontoret, så de overlapper hinanden når de rokerer rundt i organisationen. På den måde kan de bl.a. bruge hinanden til sparring og erfaringsudveksling, mens der kan være fast definerede opgaver til dem i de forskellige afdelinger.

”Føler mig som en del af virksomheden”

Kristina søgte elevplads i SIF Gruppen pga. muligheden for at prøve forskellige arbejdsområder af. Netop dette tiltalte hende, så hun ikke begrænser sine muligheder efterfølgende. Kristina synes det har været sjovt og spændende at være elev i SIF Gruppen indtil videre og har fået noget fagligt og personligt med sig fra hver afdeling hun har været i. Hun fortæller: ”Jeg er rigtig glad for at være kontorelev i SIF Gruppen. Siden jeg startede er jeg blevet mere moden og voksen, og selvom jeg bare er elev, føler jeg mig som en del af virksomheden.”

Kristina er nu over halvejs igennem sin uddannelse og har specielt været glad for at hun undervejs har kunnet være med til at præge sin egen læring og uddannelse. ”Det er fedt at jeg kan sige fra og til, hvis der er noget jeg har behov for.” Kristina holder sig åben overfor hvad hun gerne vil når hun er færdig, men hendes læretid hos SIF Gruppen har uden tvivl sat nogle tanker i gang om fremtiden.

Lone Bech

IT- og Administrationschef

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk