6.11.2017

SIF Gruppen ruster sig til et nyt århundrede

Efter 99 års erfaring og udvikling inden for el-branchen, har SIF Gruppen nu taget de første spadestik til det fundament som SIF Gruppen i sit næste århundrede skal bygges på, for at styrke organisationen og sikre en fortsat vækst.


Ny æra – ny bestyrelse

SIF Gruppens mange års erfaring i branchen, vores fremragende medarbejdere og vores gode relationer til kunder, leverandører og samarbejdspartnere, vil selvfølgelig forsat være nogle af grundpillerne i virksomheden. Men med 100 år på bagen næste år, vil SIF Gruppen ruste sig yderligere til den fremtid både vi og branchen står overfor. Som det allerførste spadestik er det nu besluttet at vores bestyrelsesformand gennem de sidste 12 år, og 3. generations ejer, Peter W. Nielsen trækker sig tilbage og giver stafetten videre til en moderne og professionel bestyrelse. Posten som bestyrelsesformand er pr. 29. august blevet besat af 60 årige Peter Spøer som er uddannet cand.polyt fra DTU. Peter Spøer har en bred erfaring som direktør og bestyrelsesmedlem og -formand i en række produktions- og ingeniørvirksomheder, såsom Jeudan A/S og Jeudan Servicepartner, Birch & Krogboe A/S (nu Alectia), Semco Danmark A/S, Damptech A/S, Elindco Byggefirma A/S, Dansk Industri og Gaihede A/S. Peter vil i løbet af sit første år på posten sætte holdet for den nye professionelle bestyrelse. 

Ny æra – ny direktion

Som den første opgave i rollen som bestyrelsesformand for SIF Gruppen har Peter Spøer deltaget i beslutningen om at udvide SIF Gruppens direktion. I den forbindelse er Lars Mejlby som siden 26. april 2017 har fungeret som konstitueret administrerende direktør for SIF Gruppen, pr. 1. november indtrådt som Administrerende Direktør. Lars Mejlby har været en del af SIF Gruppen siden 1989, og har i 10 år siddet som servicechef for SIF Gruppens samlede serviceafdeling. I 2015 fik Lars ansvaret for SIF Gruppens salgs-, marketing- og udviklingsafdeling, og Lars vil fortsat have ansvaret for dette område. Endvidere har SIF Gruppen netop ansat Thomas Hornslet som økonomidirektør pr. 1. november 2017. Thomas Hornslet er tidligere økonomidirektør i SAS Cargo A/S og Lindpro A/S. I SIF Gruppen får Thomas det overordnede ansvar for økonomi, IT, HR og administration.

Ny æra – Ny tilpasset organisation

Med målet om at skabe et endnu bedre fundament for SIF Gruppens fremtidige virke, har vi som endnu et tiltag tilpasset vores organisationsstruktur. Det betyder blandt andet at vi nu har samlet hele driftsorganisationen under én driftsdirektør. Stillingen er blevet besat af Morten Nilsson, som i den senere tid har udfyldt rollen som servicechef i SIF Gruppen. Morten skal i tæt samarbejde med direktionen løfte SIF Gruppen ind i sit næste århundrede.

Ny æra – efter 100 år

I 2018 kan SIF Gruppen fejre 100 års jubilæum. I 1918 grundlagde Peter W. Nielsens farfar, Peter Nielsen, Skovshoved Installationsforretning som en traditionel installationsforretning, med værksted og butik. I dag er SIF Gruppen en af Danmarks største servicevirksomheder i el-branchen, med over 300 medarbejdere. De seneste år har SIF Gruppen øget antallet af medarbejdere med 20 procent årligt og SIF Gruppen har i dag to adresser mere på Sjælland ud over hovedkontoret i Søborg.  Udviklingen i SIF Gruppen er et godt billede på elektricitetens udvikling og dens anvendelsesmuligheder, både i erhvervslivet og i private hjem, fra starten af det forrige århundrede og til i dag. Fra simple elektriske installationer til avancerede computerstyrede industri, sikrings- og kommunikationsanlæg. I den nye æra som SIF Gruppen går ind i med rundingen af de 100 år, vil det være vores mål at fortsætte den positive vækst organisk og via strategiske opkøb. Og selvom virksomheden i dag har rundet over 300 medarbejdere, er det vigtigt for os at bevare de værdier vi ved gør en forskel hos vores kunder. Vi vil derfor fortsat have stor fokus på de gode relationer og yde en service i særklasse. Vi vil naturligvis følge tendenserne i markedet og sikre os at vi fortsat er på forkant med den teknologiske udvikling. Kompetenceområder som CTS, sikringsløsninger og velfærdsteknologi vil i de kommende år være særlige fokusområder for SIF Gruppen, ligesom vi naturligvis hele tiden vil sikre et højt uddannelsesniveau i hele virksomheden.

Ny æra – endnu mere fokus på uddannelse

Uddannelse af lærlinge har altid været en væsentlig del af SIF Gruppens medarbejderpolitik, da vi netop betragter det som en nødvendighed for udviklingen af virksomheden. Vi mener at vi på den måde kan sikre, at vi også i fremtiden kan skaffe den nødvendige arbejdskraft med de rette kompetencer. Vi er stolte af at vi på nuværende tidspunkt har 65 lærlinge under uddannelse i SIF Gruppen og netop har udlært lærling nr. 245 i SIF Gruppens historie.  Efter en periode uden kontorelever i SIF Gruppen kan vi den 1. december sige tillykke vores første færdiguddannede kontorelev i nyere tid, samtidig ansættes den tredje kontorelev i den nye række af kontorelever. Det er vores hensigt at forsætte denne udvikling og holde et skarpt fokus på uddannelsen af unge, engagerede og kompetente medarbejdere til at sikre virksomhedens og Danmarks fremtid. 

Lars Mejlby

Adm. Direktør

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk