21.12.2017

Glædelig jul og godt nytår

Når julen nærmer sig, betyder det at endnu et år er gået, og et nyt er på vej. Det giver anledning til refleksion og et tilbageblik på året 2017 i SIF Gruppen.

Oplev forskellen

Dét er budskabet i tegningen ovenfor, som er tegnet af 13-årige Nora fra Ølstykke. Nora har tegnet en sød SIF-snemand med det sigende budskab på maven. Julemandens rensdyr har fået viklet sit gevir ind i den fine julekæde, mens julemanden har lagt både store og små pakker under juletræet. Den smukke juleengel bringer julefred og kærlighed til alle. Tak til Nora for den flotte tegning.

Når julen nærmer sig, betyder det at endnu et år er gået, og et nyt er på vej. Det giver anledning til refleksion og et tilbageblik på året 2017 i SIF Gruppen.

Vi har taget hul på en ny æra

2017 blev året hvor organisationen SIF Gruppen gik i gang med at gøre klar til en ny æra, med etableringen af en ny professionel bestyrelse, og en ny og mere moderne direktionsform. I løbet af 2017 er SIF Gruppen fortsat vokset og har budt velkommen til mange nye medarbejdere, både administrative medarbejdere, svende, teknikere og lærlinge. I skrivende stund tæller vi 304 medarbejdere, hvilket ligesom sidste år er en forøgelse på 20 procent på blot et år. Alene når det gælder lærlinge har vi udvidet det gennemsnitlige antal på 51 lærlinge sidste år, til nu at ligge på 65. 

Uddannelse af lærlinge har altid været en væsentlig del af SIF Gruppens medarbejderpolitik, da vi betragter det som en nødvendighed for udviklingen af virksomheden. Vi mener at vi på den måde kan sikre, at vi også i fremtiden kan skaffe den nødvendige arbejdskraft med de rette kompetencer. I det forgangne år har vi som altid haft dette som et fokusområde, og som det fremgår ovenfor har vi endnu engang øget antallet af lærlinge. I 2017 har vi udlært 16 lærlinge, hvoraf alle 16 har fået fastansættelse som svende i SIF Gruppen. Derudover blev 2017 også det år vi ansatte vores tredje kontorelev, samtidig med at vi kunne sige tillykke med uddannelsen til vores første kontorelev, som naturligvis også har fået en fastansættelse i SIF Gruppen, efter endt uddannelse.  

I december 2016 overtog SIF Gruppen ejerskabet af Pedersen El i Næstved, som har eksisteret siden 1948, og som ligesom SIF Gruppen er en solid virksomhed med mange års erfaring i branchen. 2017 har været et år, hvor vi sammen med Pedersen El har haft fokus på at bevare værdien af det gode navn og image Pedersen El har i Næstved, samtidig med at vi har kunnet styrke den nye lokalafdeling og øge SIF Gruppens aktiviteter på Sjælland. 

En kavalkade af spændende opgaver

2017 har budt på mange nye spændende opgaver og kunder. I januar tog vi hul på vores  vundne delaftale med Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende teknisk vedligehold. En aftale der i år har budt på rigtig mange spændende opgaver inden for fast service og vedligeholdelse af tekniske installationer. Alle opgaver bliver udført med omhu i styrelsens både nye, ældre og fredede kulturejendomme i drift, såsom Det Kongelige Teater, Nationalmuseet, Det Kongelig Bibliotek, Operaen og Skuespilhuset. 
2017 var også året, hvor vi gik i gang med den særdeles spændende opgave at omdanne det tidligere Sankt Joseph Kloster til et plejecenter. Det katolske kloster, som blev opført i 1905, har været hjem, kloster og centrum for Sankt Joseph Søstrenes velgørende arbejde i over 100 år, og vi skal nu være med til at omdanne det til et moderne plejecenter og seniorbofællesskab, med omfattende respekt for stedets historie og oprindelige arkitektur. 

I sommeren 2017 afsluttede vi arbejdet for Simply Chocolate i forbindelse med deres flytning til nye og spændende lokaler på Amager. SIF Gruppen havde her ansvaret for totalentreprisen som omhandlede totalrenovering af de nye produktions- og administrationslokaler fra kælder til kvist. Der har været særligt fokus på energirigtige løsninger herunder ny LED belysning i samtlige produktionslokaler. Samarbejdet med Simply Chocolate har været en sand fornøjelse for begge parter, og en særdeles god samarbejdsrelation er opstået heraf. 

I sommerperioden vandt vi også hele to rammeaftaler for DR vedrørende elektrikerydelser på ad hoc basis for både DR byen og DR Næstved. Disse rammeaftaler stiller høje krav til organisation, tilkaldetid samt faglige og tekniske kompetencer, og vi har derfor opbygget en organisation specifikt til at håndtere opgaverne for hver af disse aftaler.

I efteråret kunne vi glade og stolte fortsætte vores mangeårige gode samarbejde med Frederiksberg Kommune, efter at have genvundet rammeaftalen på reparation og vedligeholdelsesopgaver samt mindre ombygninger på kommunens ejendomme. 

I oktober måned vandt vi en stor opgave for Københavns Kommune, hvor vi netop nu leverer en spændende velfærdsteknologisk løsning til 60 nye ældre/plejeboliger i Arenakvarteret. Vi har designet løsningen i samarbejde med brugerne, personalet og kommunen. En løsning med mange nye spændende elementer, som uden tvivl vil skabe stor værdi for brugerne, når de flytter ind allerede 1. februar 2018.

Dette er blot et udpluk af nogle af de mange spændende opgaver vi har fået i 2017. 

At gøre en forskel for andre gør en forskel for os

I SIF Gruppen er det vigtigt for os at gøre en forskel. Vi vil gerne gøre en forskel for dig, og alle vores andre kunder. Vi vil også gerne gøre en forskel for vores medarbejdere og alle de unge mennesker vi uddanner. Vi vil gerne gøre en forskel for lokalsamfundene, og den danske kultur. Og så vil vi også gerne gøre en forskel for mennesker som har brug for en hjælpende hånd. Derfor går vi i SIF Gruppen meget op i løbende at støtte gode foreninger, formål og organisationer. Et af årets tiltag på den front har været at købe årets lækre medarbejderjulegave via organisationen NGUVU. NGUVU betyder styrke på Swahili og ideen bag NGUVU er at hjælpe udsatte kvinder i Kenya, så de bliver stærke nok til at skabe et bedre liv for dem selv og deres børn. Rune Sandholt, som er manden bag NGUVU tror nemlig på, at vi kan gøre størst forskel for de udsatte kvinder ved at sikre dem et fast job, ordentlige arbejdsforhold og faglig udvikling. Han ser det som nøglen til at skabe en positiv forandring, der rækker langt ud i fremtiden, og den holdning støtter vi op om. 

Du kan læse mere om NGUVU på www.nguvu.dk.

Et kig i krystalkuglen

Allerede nu kan vi se at 2018 bliver endnu et spændende og travlt år. 2018 bliver også året, hvor vores kompetencer inden for CTS og velfærdsteknologi og andre konceptløsninger, vil udgøre en endnu større del af SIF Gruppens forretning. Det er vores mål hele tiden at være på forkant med den teknologiske udvikling, og dermed sikre at vi altid kan tilbyde vores kunder de bedste løsninger inden for alle relevante teknologiske tendenser i markedet. 

Og så bliver 2018 jo året hvor SIF Gruppen fylder 100 år. Og det skal naturligvis fejres. Vi glæder os derfor til et særdeles spændende og festligt år, med plads til både tilbageblik og fremtidsvisioner

Glædelig jul og godt nytår

Vi takker vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for et godt samarbejde i året der gik. Uden jer havde den positive udvikling ikke været en mulighed. 

Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.  
 

Mange hilsner fra alle i ​SIF Gruppen

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk