28.8.2018

SIF Gruppen takker for endnu et vellykket Match Cup arrangement I Skovshoved Havn

Lørdag den 18. august afholdt SIF Gruppen i samarbejde med Skovshoved Sejlklub traditionen tro, SIF Match Cup i Skovshoved Havn. For 9. år i træk blev det en succesfuld begivenhed med stor tilslutning, tæt konkurrence og perfekt sejlvejr.


Stadig god tilslutning her niende gang vi sætter sejl.

Igen i år lykkedes det, at få afviklet et succesfuldt netværksarrangement med vores gode kunder og forretningsforbindelser. Der var lagt op til en hyggelig og uformel dag, hvor der skulle dystes mod hinanden i sejlbåde på Øresund. Vi havde igen i år stor tilslutning til arrangementet og endte med at have 6 Match race både i vandet med 5 deltagere i hver. Vi fik fornøjelsen af, at have deltagere fra Oticon, H.W.Larsen, C.W.Obel, Bikeshare, Mitel, Kullegaard, John Jensen VVS, Dansk Kabel TV, Biogen, Novozymes, X Light, DTU Ballerup og Intern A/S. Fra SIF Gruppen deltog: Johnnie Aas, Morten Nilsson, Christian Bondegaard Madsen, Frederik Deichmann, Michael Gug Møller-Kongshaug, Lars Rasmussen, Finn M. Andersen, Allan Blach og Jes Peter Frees.

Herudover deltog vores arrangangør Caroline P. Saxild, som fotograf mens vores Administrerende Direktør Lars Mejlby var meddommer.
 

Dagens forløb

Vi startede dagen ud med at spise en god sejler morgenbuffet udendørs i den smukke morgensol, og møde dem vi skulle være på hold med. Herefter blev vi briefet om banen som vi skulle konkurrere på, og så var vi ellers klar til at komme ud på bådene. Ombord havde alle hold en professionel teamskipper, som instruerede og hjalp os med at uddele roller og ansvar, så hver fik sin funktion at koncentrere sig om. Efterfølgende styrede han båden ud af havnen og lærte os at skifte retning, vende og bomme. Så gik konkurrencen ellers i gang, hvor vi skulle dyste mod hinanden på den opstillede bane. Chefskipperen Sebastian styrede slagets gang fra en gummibåd og var sejladsens dommer.

Vejret var perfekt sejlvejr med god vind og lidt solskin, som betød at der var fin fart på bådene og store smil på alles læber. Humøret og teamånden på de enkelte både var høj og der blev kæmpet, samarbejdet og svedt til sidste runde.

Da vi havde sejlet bådene tilbage i havn og var kommet i land, nød vi en moleøl mens der blev udvekslet gode historier og oplevelser fra kapsejladsen. Herefter blev vinderne kåret og i år blev det båden med Novozymes og X Light om bord, som samlet havde klaret sig bedst. Vi sluttede dagen af med at spise en lækker og velfortjent frokost i Restaurant Sejlklubberne på havnen.
 

Tak for kampen

Vi vil gerne sige tak til alle de veloplagte og kamplystne deltagere. Vi ser frem til et forhåbentligt lige så vellykket arrangement til næste år.

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk