10.9.2019

SIF Gruppen er med til at plante 250 træer i nye danske Folkeskove.

”Danmark planter træer” er et samarbejde mellem TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening, som har til formål at engagere danskerne til i fællesskab at gøre en forskel for klimaet ved at plante træer og rejse nye Folkeskove i Danmark. Det vil vi i SIF Gruppen gerne være med til.

SIF Gruppen er med til at plante 250 træer i nye danske Folkeskove.

Der er brug for mere skov

Træer trækker CO2 ud af atmosfæren gennem deres blade og nåle, når de vokser. På den måde reducerer træer drivhusgassens massive belastning af klimaet.

Skov er det mest effektive redskab, vi har i dag, til at suge CO2 ud af atmosfæren. Skov er populært sagt jordens lunger, og ifølge FN’s Klimapanel er mere skov et vigtigt bidrag til at bekæmpe vores CO2-aftryk. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får genplantet planeten med skov og beskytter de skove, som vi allerede har.

Men mere skov er ikke bare godt for klimaet. Det giver samtidig renere drikkevand, flere levesteder til vores planter og dyreliv, nye områder til danskernes friluftsliv og klimavenlige træprodukter, som lagrer CO2 og erstatter klimatunge materialer som stål og beton i byggeriet.

Derfor har SIF Gruppen valgt at støtte 'Danmark planter træer' hvor vores støtte går til at plante træer i Danmark i samarbejde med Growing Trees Network Foundation, der har stor erfaring i at etablere Folkeskove. De nye træer vil få mulighed for at vokse sig store og stærke og på den måde er vores støtte med til at sikre mere skov i Danmark, der kan opsuge og tilbageholde CO2 fra atmosfæren. Og på sigt kan de nye skove blive værdifulde levesteder for dyr og planter.

Du kan også være med

Det er Growing Trees Network Foundation, der står for at plante de mange træer og rejse de nye Folkeskove. Og alle er inviteret med. I løbet af efteråret bliver der afholdt plante-events i hele landet, hvor du kan få mulighed for at plante dine egne træer.

Alle danskere, foreninger og virksomheder kan blive en del af ”Danmark planter træer” ved at give et bidrag. For hver indsamlede 20 kr. plantes ét træ i Danmark. Samarbejdet ”Danmark planter træer” har et mål om at plante én million træer i Danmark. Og samtidig støtte skovbevaringsprojekter i Danmark og i udlandet.

Se det store indsamlingsshow på TV 2 på lørdag

Indsamlingen kulminerer i et stort show på TV 2 på lørdag den 14. september. Puk Elgaard og Mikkel Kryger er værter for showet med underholdning, gennemstillinger til hele landet og masser af sammenhold. Showet finder sted midt i en skov, ved foden af det ikoniske ’Skovtårn’ i Faxe kommune.

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger