5.9.2018

En storslået dag er nu veloverstået. Tak til alle der bidrog til at gøre dagen til en succes.

Fredag d. 24. august var en stor dag for SIF Gruppen. Vi kunne som virksomhed med glæde og stolthed fejre vores 100 års jubilæum. En ganske særlig begivenhed for virksomhedens ejere, ledelse og medarbejdere.

Se og oplev filmen fra dagens mange begivenheder

Se og oplev filmen fra dagens mange begivenheder

Dagen startede tidligt. Kl. 6.00 stod knap 100 af vores mere end 350 medarbejdere klar med nyvaskede servicebiler til kortege kørsel gennem fødebyen Skovshoved forbi adressen, hvor SIF Gruppen blev grundlagt tilbage i 1918. Det var en stor oplevelse.

Begyndelsen af den 70 meter lange Memory Lane.Nogle af de gæve Gallere fra Eventyrteatret, som på var med til at give gæsterne en eventyrlig oplevelse på rejsen ned ad Memory Lane.

Til venstre: Begyndelsen af den 70 meter lange Memory Lane. Til højre: Nogle af de gæve Gallere fra Eventyrteatret, som på var med til at give gæsterne en eventyrlig oplevelse på rejsen ned ad Memory Lane.

Kl. 11.00 åbnede vi dørene til vores jubilæumsreception, som naturligvis blev afholdt i Skovshoved. Arrangementet fandt sted i tennishallen hos vores gode ven og navnesøster SIF (Skovshoved Idrætsforening). Her havde vi lagt op til at gæsterne kunne få en eventyrlig rejse ned ad SIF Gruppens Memory Lane, som bød på informationer om SIF Gruppens udvikling gennem 10 årtier, med små anekdoter samt input om tidssvarende begivenheder i verden uden om SIF Gruppen. Den teknologiske udvikling igennem 100 år blev naturligvis også skildret, og Memory Lane mundede derfor ud i en minimesse, hvor flere af vores samarbejdspartnere præsenterede nogle af nutidens teknologier og gav en forsmag på lidt af hvad fremtiden vil byde på. På den eventyrlige rejse ned ad Memory Lane blev gæsterne naturligvis båret godt igennem af ”gæve Gallere” fra eventyrteatret. Jazz trioen ”The Jazz” lagde den perfekte baggrundsstemning og alle kunne få stillet sulten og tørsten med udsøgte småretter fra Madkastellet og Rudersdal Vine.

Stemningen blev lagt af jazzbandet ”The Jazz”. Dagsarrangementets messeområde.

Til venstre: Stemningen blev lagt af jazzbandet ”The Jazz”. Til højre: Dagsarrangementets messeområde.

Klokken 14.00 takkede vi af for denne del af arrangementet og hallen blev forvandlet til en effektiv myretue, mens hele messeområdet blev pillet ned og erstattet med rundeborde med plads til 400 mennesker. Kl. 18.00 kunne vi atter slå dørene op for medarbejdere med ledsagere samt udvalgte leverandører og venner af huset. Også her var der mulighed for at tage en slentretur ned ad Memory Lane, og igen blev smagsløgene stimuleret af en særdeles udsøgt tre retters menu fra Madkastellet akkompagneret af smagfulde vine fra Rudersdal Vine. Alle blev eventyrligt underholdt af både konferencier Andreas Bo, de fabelagtigt talentfulde børn og unge fra eventyrteatret, flotte taler og god musik. Natmaden blev indtaget ved pølsevogne udenfor og klokken 02.00 sagde vi godnat og tak for en lang men helt uforglemmelig dag.

Fra venstre: Administrerende Direktør Lars Mejlby, Bestyrelsesformand Peter Spøer, Projektchef Jes Peter Frees og Økonomidirektør Thomas Hornslet.

Fra venstre: Administrerende Direktør Lars Mejlby, Bestyrelsesformand Peter Spøer, Projektchef Jes Peter Frees og Økonomidirektør Thomas Hornslet.

Administrerende Direktør for SIF Gruppen, Lars Mejlby udtrykker sin taknemlighed og glæde således: ”Jeg vil bare sige tusind tusind tak, til alle der lagde både tid og energi i at få denne dag til at blive en succes. Det var aldrig lykkedes at få stablet så stort et arrangement på benene uden særdeles dygtige og engagerede medarbejdere. Nogle har naturligvis haft en særligt stor andel i arbejdet, men jeg synes det er lige så vigtigt at takke alle de medarbejdere der på dagen var med til at give vores gæster en rigtig god oplevelse. Og tak til alle de medarbejdere der mødte op til kortegekørsel med nyvaskede biler kl. 6.00 om morgenen. Og tak til de partnere der deltog aktivt i dagsarrangementet og gjorde receptionen levende og inspirerende. Og sidst men ikke mindst tak til alle de mennesker som valgte at kigge forbi og fuldende dagen”. Lars smiler og fortæller hvor rart det har været at modtage så mange positive tilbagemeldinger fra partnere og gæster. ”Jeg kan ikke være andet end stolt af at være så privilegeret at få lov at være en del af det her fantastiske eventyr. Jeg synes virkelig at SIF Gruppens historie er et eventyr, men det er samtidig vigtigt for mig at understrege at dette eventyr ikke er slut, og jeg glæder mig til at være med til at skrive de næste kapitler.”

På rejsen ned ad Memory Lane

På rejsen ned ad Memory Lane.

En af de mange positive tilbagemeldinger vedrørende arrangementet kommer fra vores hovedgrossist igennem mange år. Regionsdirektør Øst for Solar Danmark A/S skriver: ”Tusind tak for et fantastisk jubilæum. Først en flot udstilling med jeres usandsynligt flotte Memory Lane, som helt sikkert gav inspiration til Jens Andersen til vores jubilæum næste år. Efterfølgende en flot fest med alt hvad hjertet kunne begære, god mad, flotte taler og en lige-i-skabet underholdning. Vi er både glade og stolte over at være en del af’ ’familien’ på denne dag.”

Vores egen Peter SIF Nielsen, hyggede sig på dagen, hvor vi alle fejrede hans families historie igennem tre generationer.

Vores egen Peter SIF Nielsen, hyggede sig på dagen, hvor vi alle fejrede hans families historie igennem tre generationer.

Også Peter Nielsen, tredje generation og fortsat medejer af SIF Gruppen, så ud til at have en mindeværdig dag. Den virksomhed som han blev født ind i og som han i 1975 og frem til 2005 overtog ledelsen af, har udviklet sig enormt og det kan han helt bestemt godt være stolt af. Peter har i månedsvis arbejdet hårdt og bidraget uvurderligt til punkterne på den 70 meter lange Memory Lane. Uden ham og hans beundringsværdige hukommelse, havde det ikke været muligt at genskabe fortællingen om de 100 år. Peter ynder gerne at sige at livet leves forlæns men forstås baglæns, og det mener han blev understreget på bedste vis ved jubilæet. Han overværede betaget kortegekørslen med de knap 100 servicebiler der kørte igennem Skovshoved, og muntrede sig ved mindet om dengang i 1983, hvor virksomheden flyttede ud af Skovshoved, til dels fordi beboere klagede over trafikken fra vores dengang 8 servicevogne. Peter udtaler om dagens begivenheder: ”Det var en fantastisk reception og jeg er meget stolt af vores eventyrlige Memory Lane. Det var en fornøjelse at se de mange glade og positive gæster, udstillere og medarbejdere der bidrog til en fuldendt dag, og det var en pragtfuld fest der om aftenen blev holdt for alle medarbejderne og deres ledsagere.”

Har du lyst til at gense tidslinjen fra vores Memory Lane, eller fik du ikke mulighed for at besøge os og opleve den på dagen, er det nu muligt at se den digitalt på vores jubilæumsside.

I anledning af jubilæet havde vi ytret ønske om ikke at modtage gaver til receptionen. I stedet opfordrede vi folk til at donere et beløb til en af vores indsamlinger til enten Børnecancerfonden, Julemærkefonden eller SOS Børnebyerne. Det har været en fornøjelse at se at indsamlingerne har indbragt et samlet beløb på 20.600 kr. til de tre organisationer, vi håber at pengene kan være med til at gøre en forskel for mennesker der har brug for det.

I morgen torsdag d. 6. september udsendes det syvende af 10 kapitler om SIF Gruppens historie. Kapitlet omhandler perioden fra 1978 til 1988. Du kan læse alle de forrige kapitler og følge med i de kommende på vores jubilæumsside.

Er du tilmeldt vores nyhedsbrev vil du naturligvis modtage kapitlet direkte i din indbakke. Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev kan du gøre det på hjemmesiden.

Lars Mejlby

Administrerende Direktør

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger