30.12.2020

Tilbageblik på året der gik

Snart vinker vi farvel til 2020 – et år hvor intet har været som det plejer. Vi har alle måtte lære nyt, ændre planer, lave om og gå nye veje fordi det var nødvendigt. Særligt har fællesskabet stået sin prøve, for hvordan motiverer og samler vi 400 medarbejdere, i en tid hvor lockdown, social afstand og restriktioner konstant har været en barriere?

Tilbageblik på året der gik

2020 lakker mod enden og det har fået os til at reflektere over året der er gået. Aldrig er et år gået så hurtigt og samtidigt så langsomt, som 2020. Som alle andre har vi måtte vinke farvel til den vante hverdag, og indordnet os under en ny. Vores vision ”Vi vil være bedst til at udvikle og handle i tæt samarbejde” skulle for alvor stå sin prøve. Da statsministeren i foråret lukkede Danmark ned for første gang, vidste vi, at vi skulle agere hurtigt. Faktisk så hurtigt, at lederne kort efter udmeldingen sprang i bilerne og kørte afsted mod Generatorvej hvor et hastemøde foregik fra kl. 22 – 02. Målet var klart; ingen af vores medarbejdere måtte føle sig utrygge eller alene. Lederskabet blev sat i højsædet og fælles var opgaven, at skabe tryghed og sammenhold bl.a. ved at være hurtige til at kommunikerer, både internt og eksternt. Det har været vigtigt for os at skabe en tryg hverdag for alle vores medarbejdere i en ny og ukendt situation. Særligt for vores elektrikere og teknikere som har deres daglig gang ’i marken’. På kontoret skulle der tænkes innovativt og ligeledes skabes den nødvendige forandring. Blandt andet tog vores digitale rejse et kvantespring med TEAMS som den helt store øjenåbner.

Som virksomhed vidste vi, at vi måtte stå sammen om ET kortsigtet mål: SIF Gruppen skulle komme bedst ud af Corona ved ikke at tabe kunder og samtidig vinde nye. Takket være vores medarbejderes indsats, lykkedes det os således at skaffe mere end 20 nye kunder. Vi er utrolig stolte af vores medarbejderes gå-på-mod og positive tilgang til den nye hverdag, hvor sammenhold og fællesskab er en vigtig del af SIF Gruppens DNA og kultur. Derfor har vi som udgangspunkt heller ikke aflyst hverken møder eller arrangementer, men blot tænkt ud af boksen, og fundet nogle kreative tiltag for at opretholde det gode humør og fællesskabsfølelsen i SIF familien.

’SIF Connect’ bliver til

Da Danmark i foråret lukkede ned pga. Coronavirus, fik vi et øget behov for at kommunikere med vores medarbejdere om driften, økonomien, retningslinjer osv., og da vores app ville være oplagt at bruge til dette formål, udnyttede vi situationen til at komme i mål med den 4 måneder før planlagt. I appen har vi fx dagligt lagt videohilsner op fra lærlinge, montører, funktionærer, ledelsen og bestyrelsen, for at signalere at selvom vi i perioder ikke kunne ses og omgås som vi plejede, så var vi her fortsat alle sammen, blot hver for sig. Appen blev lanceret i april 2020 og er blevet taget rigtig godt i mod af medarbejderne. Den er blevet en obligatorisk del af vores on-boarding proces, så nye medarbejdere hurtigt og effektivt kan tilgå relevant viden og blive en del af fællesskabet i virksomheden.

SIF Gruppen lancerer ”SIF Kogebogen – medarbejdernes bedste sommeropskrifter”

Hver sommer tændes der op i den store grill i gården, når SIF Gruppens grillentusiaster forkæler de øvrige medarbejdere med lækker grillmad. I år blev det anderledes. I løbet af foråret blev der indsamlet de lækreste opskrifter fra medarbejdernes egne favoritter. Resultatet blev en medarbejderkogebog fyldt med opskrifter til både forret, hovedret, dessert og drinks. Kogebogen har bidraget til fællesskabet i form af inspiration, hygge, samvær, samtaler og ros til de medarbejdere som har bidraget med opskrifter. Bliv ikke overrasket hvis 2021 byder på en SIF Kogebogen – vinterudgave.  

Det første drive in arrangement – I forbindelse med Danmarks Mentale Sundhedsdag

Da vi en fredag eftermiddag i oktober afholdt SIF Gruppens første drive in arrangement, for alle 400 medarbejdere i Lynge drive in bio var det med sommerfugle i maven. Hvordan ville medarbejderne tage imod det nye koncept? Svaret er; helt fantastisk! Fællesskabet blev endnu en gang løftet og stemningen var i top. Ved ankomst fik alle medarbejdere udleveret frokostposer som de kunne nyde i bilerne, mens arrangementet var i gang. Arrangementet startede med et kort foredrag om mental sundhed af Danmarks optimist #1, Henrik Mathiasen. Efterfølgende gav bestyrelsesformand Peter Spøer, Adm. Direktør Lars Mejlby og driftsdirektør Morten Nilsson en statusopdatering på situationen i SIF Gruppen. Arrangementet sluttede af med et medarbejderlotteri hvor gaver som Spaophold, Apple Smartwatch og dansk design var blandt præmierne.   

Fejring af lærling nr. 300

I SIF Gruppen er vi stolte af alle vores lærlinge og den udvikling der er sket gennem tiden. Uddannelse af lærlinge har altid været en væsentlig del af SIF Gruppens medarbejderpolitik, da vi betragter det som en nødvendighed for udviklingen af firmaet. Det var derfor også med stolthed, at vi i starten af december kunne fejre lærling nr. 300 – Simas Sabaliauskas – som fortsætter i SIF Gruppens entrepriseafdeling.

Endnu et drive in arrangement – denne gang som erstatning for julefrokosten

Traditionen tro, afholdes den årlige medarbejder julefrokost den første lørdag i december. Selve datoen blev der ikke ændret på, men den traditionelle julefrokost blev erstattet med et familiearrangement, da vi endnu en gang lånte Lynge drive in bio og inviterede medarbejderne og deres familier en tur i biografen.

Ej at forglemme julegaverne

Det er ingen hemmelighed, at det har været en udfordring i år at finde nogle gode og brugbare julegaver til både kunder og medarbejdere. Hver gang vi fik en idé, faldt idéen til jorden som følge af nye Corona restriktioner. Men det lykkedes til sidst. Kunderne har modtaget et dansk produceret dannebrogs bordflag, med en julehilsen og bøn om, at vi selv i de mørkeste tider skal finde lyset og glæden, samt fejre de gode stunder i livet. Samtidigt er det en opfordring til at støtte dansk erhvervsliv, og give en håndsrækning til de brancher som er hårdest ramt af Coronapandemien. Deraf kommer også idéen til medarbejdernes julegave, som i år er et gavekort til brug hos vores samarbejdspartner, MEYERS. Med årets julegaver har vi et håb og ønske om, at skabe glæde og hyggelige stunder hos både kunder og medarbejdere.

Afslutningsvis skal der -særligt i år- lyde en stor tak til alle vores kunder og samarbejdspartnere for jeres engagement, støtte og tillid til os gennem 2020. Når vi i aften hopper ind i det nye år, vil det være med et ønske om, at 2021 må blive fyldt med glæde, kærlighed og fællesskab – igen.

Med ønske om et godt og lykkebringende nytår, fra alle os i SIF Gruppen.

 

Lars Mejlby

Adm. Direktør

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger