28.3.2023

Pressemeddelelse: SIF Gruppen åbner lokalafdeling i Aarhus

Det er knap et år siden SIF Gruppen plantede flaget i Jylland, og allerede nu 11 måneder senere tilføjer de endnu en nål i landkortet, når de åbner i Aarhus.

Pressemeddelelse: SIF Gruppen åbner lokalafdeling i Aarhus

SIF Gruppen har en klar strategi om at blive landsdækkende, og efter 103 år på Sjælland indtog de i maj sidste år det jyske marked med opkøbet af El-Hjørnet, som ligger i Egtved nær Kolding. Denne gang rykker de længere mod nord, hvor flere af de eksisterende kunder efterspørger deres tilstedeværelse.

For pr. 1. april 2023 overtager SIF Gruppen el-installationsforretningen, KOMBOEL ApS, hvis kompetencer bl.a. ligger inden for service og installation ifm. renovering og nybyggeri – i særdeleshed elinstallationer til nybyggede arkitekttegnede luksusvillaer. KOMBOEL servicerer kunder i Storkøbenhavn - og det fortsætter de også med efter 1. april.

Men den snart tidligere indehaver af KOMBOEL, Dennis Kucza, træder ind i SIF Gruppen som afdelingsleder for SIF Gruppen i Aarhus. Han kommer til at referere til afdelingschef, Henrik Gade i Egtved, og sammen skal de udvikle forretningen i Øst- og Midtjylland. Dennis er født og opvokset i nærheden af Aarhus - og han er bosat i Skanderborg. Salget til SIF Gruppen giver ham således mulighed for at arbejde i nærheden af sit hjem.

”Vi glæder os til at byde de nye medarbejdere fra KOMBOEL velkommen i SIF-familien. Og dernæst glæder vi os over, at vi har fået lavet denne aftale med Dennis om at blive vores første mand i Aarhus og være den, der skal gribe og bygge videre på aktuelle kunder og forespørgsler i Aarhus og i hele Midtjylland. Der er et perfekt match, fordi Dennis for det første kan være sammen med sin kone og sine børn alle ugens dage. For det andet er han selv lokal - og så er det vores bedste mand, vi sender til Aarhus! Med vores tilstedeværelse i Aarhus er vi kommet endnu et skridt på vejen hen imod vores overordnede strategi om at blive en landsdækkende service- og installationsforretning”, siger Lars Mejlby, adm. direktør i SIF Gruppen.

Dennis Kucza, indehaver af KOMBOEL ApS, ser ligeledes flere fordele ved at sælge sin forretning til SIF Gruppen:

”Jeg ser meget frem til at blive en del af SIF Gruppen og til denne mulighed for at udvikle Aarhus og Midtjylland sammen med dem. Jeg har længe haft et ønske om at vende hjem, og det kan jeg nu samtidig med, at KOMBOEL og mine medarbejdere fortsætter sit virke i Storkøbenhavn. Jeg er sikker på, at både mine medarbejdere og kunder bliver glade sammen i dette match”, afslutter han.

De nye medarbejdere bliver nu en del af en virksomhed, der har fokus på videreuddannelse af sine medarbejdere og på at styrke deres kompetencer via SIF Gruppens egen uddannelsesplatform, SIF Akademi, der byder på mere end 200 kurser og uddannelser. Det er ligeledes en virksomhed med ambitioner om at vækste og om at arbejde mere dybdegående med bæredygtighed og den grønne omstilling.

 

For yderligere information kontakt venligst:

 

Lars Mejlby

Administrerende direktør, SIF Gruppen

Tlf.: 26 32 29 53 | E-mail: lm@sif.dk

 

Om SIF Gruppen

SIF Gruppen er en mere end 100 år gammel virksomhed grundlagt af elinstallatør, Peter Nielsen, i 1918. Fra at være en lille installationsforretning har SIF Gruppen gennem årene udviklet sig til en mellemstor virksomhed, der dækker alle områder inden for installation, teknik og service - både planlagte og akutte opgaver. SIF Gruppen beskæftiger knap 500 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Søborg samt i Næstved, Kalundborg, Hørsholm og Egtved (v/Kolding) og har Sjælland som sit primære forretningsområde.

 

Om KOMBOEL

KOMBOEL ApS blev stiftet i 2017 af elinstallatør Dennis Kucza. KOMBOEL tilbyder service og traditionelle elinstallationer samt installation af dørtelefoner til private, erhverv og boligforeninger, herunder både renovering og nybyggeri, og de har en særlig nichebeskæftigelse ifm. elinstallationer til nybyggede arkitekttegnede luksusvillaer. KOMBOEL har base i København og tilbyder sin service i hele Storkøbenhavn.

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger