2.2.2024

Case: Fleksibilitet og succesfuld samarbejdshistorik blev SIF Gruppens vej ind i Shellhuset

I juli 2022 blev SIF Gruppens projektdirektør Jes Peter Frees kontaktet af Airteam, da de havde brug for en samarbejdspartner til at udføre en elfaglig entreprise for ATP Ejendomme på Shellhuset i indre København. Arbejdet skulle påbegyndes straks!

Case: Fleksibilitet og succesfuld samarbejdshistorik blev SIF Gruppens vej ind i Shellhuset
Billede venligst udlånt af Ordnung. Fotograf: Martin Toft Burchardi Bendtsen.

 

På daværende tidspunkt var renoveringsprojektet af Shellhuset på Kampmannsgade 2 allerede i fuld gang, så SIF Gruppen trådte ind i et omfattende projekt, hvor den el-tekniske del af renoveringsprojektet fra starten var forsinket. SIF Gruppens team skulle således arbejde ekstra hurtigt for at nå i mål inden den deadline, hvor lejemålet skulle stå indflytningsklart – hvilket var inden jul samme år.

 

ATP Ejendomme havde sat Airteam på opgaven om at sammensætte et hold til at løse projektets teknikpakke, og eftersom SIF Gruppen, med Jes Peter Frees’ projektteam, og Airteam ved tidligere lejligheder har haft et succesfuldt samarbejde, rykkede vi sammen i bussen og satte alt ind på at løse denne opgave. Ikke mindst ønskede vi ikke at skuffe ATP Ejendomme, som i forvejen var og fortsat er, en meget betydningsfuld kunde for SIF Gruppen.

 

El-entreprisen bestod i at renovere 8903 m2 kontorhotel, hvilket inkluderede klassiske elinstallationer og brandalarmeringsanlæg. Vi havde 15 medarbejdere på opgaven i de 6 måneder, vi havde til rådighed til at fuldføre arbejdet, og vi kom i mål med alle opgaver inden for den fastlagte tidsramme.

 

Under anden verdenskrig og Tysklands besættelse af Danmark blev det oprindelige Shellhus fra 1932 beslaglagt og benyttet som Gestapos hovedkvarter i Danmark. Bygningen blev bombet i 1945 og efter krigen i 1950-51 blev det nuværende Shellhus opført for Dansk Shell. Sidenhen blev bygningen domicil for Kammeradvokaten indtil ATP Ejendomme købte den.

 

Med renoveringen er bygningens indre blevet opdateret i henhold til nutidens kontorhotelbrugeres ønsker om adgang til samarbejdsrum, fælles mødefaciliteter og café- og loungeområder. Det ydre udtryk forbliver tro mod ejendommens arkitektoniske oprindelse i 1950’ernes moderne æstetik inkl. Shells karakteristiske gule markiser.

 

Efter renoveringen er det Ordnung, der har overtaget hele lejemålet og det er dem, der driver kontorhotellet. I SIF Gruppen har vi ikke sluppet Shellhuset - for vi har med største glæde overtaget rollen som ejendommens serviceelektriker.

 

Vi er afsindig stolte over at have været en del af et præstigefuldt renoveringsprojekt på en ikonisk ejendom som Shellhuset. At det sidenhen viste sig, at vi samtidig har været medvirkende i et projekt, der blev kåret som Årets Byggeri 2023 for erhvervsejendomme, må absolut siges at være prikken over i’et.

Jes Peter Frees lykønskes af formand for dommerkomiteen Scott Hollingsworth i forbindelse med udnævnelsen af Shellhuset som Årets Byggeri 2023, erhverv.

SIF Gruppen · Generatorvej 12, 2860 Søborg · Tlf. 39 750 750 · sif@sif.dk

Vi bruger cookies ifbm. funktioner på hjemmesiden og til indsamling af statistik. Ved at klikke "Accepter alle", godkender du vores brug af cookies. Hvis du klikker på knappen "Afvis alle", sætter vi ikke cookies til statistik – vi benytter dog en cookie for at huske dit valg. Du kan også vælge hvilke formål, hjemmesiden må bruge cookies til.
Tilpas indstillinger